Fenrir den Snu

Navn: Fenrir den Snu - men er kendt under navnet Meili den Tro.
Alder: 20 år
Art: Magiker
Køn: Mand
Seksualitet: Har han aldrig rigtig tænkt over.
Rang + antal rhinsten: Kriger rang 2, 4 rhinsten, to på hver side af hans kæbe. (indtegnet på billede under udseende)
Beskæftigelse: Tidligere tjenestedreng, nu Kriger.

Våben: Kampstav
Klan: Tortilianer og Lokitaner.
Evner: Magi - mørk magi, som han blev undervist i, da han var lille. Han husker ikke så meget af det. Naturtalent med improviserede våben pga de mange slagsmål i hans barndom.

Styrker:
- Snu
- Intelligent
- Adræt
- Analytisk
- Gode reflekser

Svagheder:
- Har svært ved at stole på folk
- Lyver ofte (men er god til det)
- Mistroisk
- Ville ikke ane hvad han skulle hvis han fik stukket en bue og pile i hånden
- Samme med alle andre våben, på nær kampstave og dolke

Udseende:


Normalt tøj:


Kamp tøj:


Udendørs tøj:


Våben:




Personlighed:
Er en kende indadvendt og kan i starten virke kold indtil han lærer folk at kende. Han varmer aldrig helt op overfor dem, men han kan af og til vise en smule venlighed, efter man har lært ham at kende. Han har sine egne agendar, han holder skjult for alle andre. Han er loyal over for sin klan til det yderste. Begge hans klaner. Men han tier stille når andre taler om Lokitanerne, for ikke at give sig selv væk. Han har ikke lyst til at vide hvad de ville gøre mod ham, hvis de fandt ud af han oprinder fra Lokitanerne. Og især ikke hvad de vil gøre hvis de finder ud af, at han kan mørk magi. Han lyver ofte for at nå sine mål, og hans løgne er som regel næsten helt fejlfrie. Han har løjet det meste af sit liv, og det viser sig.

Historie:
Fenrir blev født ind i Lokitaner klanen, ude i skoven. Han undrede sig i årevis, hvorfor han ikke måttegå ud for skoven, og ind i byen han kunne se nogle gode kilometer væk. Hver gang han spurgte, fik han tæsk, og besked om aldrig nogensinde at snakke om det igen. Da han var 6, begyndte hans mor at undervise ham i magi, eftr han fandt en ametrin, som han følte en helt speciel tilknytning til. Han udøvede den mørke magi, klanen var blevet udstødt for at dyrke. Men herude var der ingen vagter der holdt øje med om folk dyrkede magi; klanen var overladt til sig selv. De kunne træne deres magi i ro og fred. Og derfor blev han oplært i magi.

Det var ikke kun hans forældre der tæskede på ham. Det var hverdag i klanen. Den utrygge stemning, folk der troede resten af klanerne en dag ville komme efter dem og udslette dem en gang for alle - det gjorde folk stressede, irritable, og en enkelt lille fejl betød derfor slagsmål. De første par år fik han tæsk. Han lærte med tiden at undvige, og senere, at bruge improviserede våben - store, tunge ølkrus, koste, stole og deslige, så det var hans modstandere, og ikke ham selv, der gik i dørken.

Da han blev 11, trodsede han sine forældre. Klædt i intet andet end sine underhoser og under kofte, løb han hjemmefra. Han havde nok af den trykkede stemning, af alle slagsmålene. Der måtte være noget bedre udenfor skoven.

Næste morgen blev han fundet af Tortilianere. Han kunne genkende dem på de lilla farver. Han blev tvunget op at stå, og dernæst spurgt om sit navn. Han løj. Han fortalte dem, at han hed Meili. Det samme som en af Thor's brødre. At hans forældre havde givet ham det navn, i håb om at han ville blive en stolg og stærk mand en dag, præcis som Meili. Han tænkte det ville mildne Tortilianerne mod ham. Og det gjorde det. Han startede ud som en af deres tjenestedrenge. Her var han indtil hans nittende fødselsdag. Den dag, mens han var ved at gøre rent ved krigerne, så han det. Et af de sjældne angreb fra frihedskæmperne. Da kampen var ved at være ovre, opdagede han en enkelt overlevende. Han var på vej hen for at svinge sit sværd mod en af de kvindelige krigere. Han besluttede sig på sekundet for at redde hende - det ville øge hans status betydeligt.

I næste øjeblik, med sin kost i hånden, havde han spurtet derhen og blokerede frihedskæmperens slag, og placerede et ordenligt gok af kosten i hans tinding. Manden var ude som et lys, mens Fenrir blev rost til skyerne for hans 'modige heltegerning'. Han kom op i rangsystemet, og blev nu en kriger, med speciale i stav våben. Inden længe havde han sin egen specielle kampstav med pigge for enderne, og en mindre dolk gemt på sig til nødstilfælde.

Han har nu været hos krigerne i et år, og er for nylig steget til kriger af anden rang, og har til den dag i dag stadig sin ametrin på sig til alle tider. Der er blevet boret et lille hul i den, så han sålede bærer rundt på den i en kæde om halsen, indenunder tøjet.

Evt. andet:
Der er ofte en husskade i nærheden af ham. Den har fulgt ham de sidste par år, og er som sådan blevet en form for kæledyr for ham.

Godkendt